Drivning af blomsterløg

Drivning af blomsterløg

Hvert forår ser jeg er stort udvalg af blomsterløg i supermarkeder til drivning inde i stuen. Hvorfor ikke lave dem selv? Det er super nemt, hvis du starter i efteråret. Så er det også langt billigere og langt mere bæredygtigt. Lær hvordan her

Der er uanede tilbud med spirende blomsterløg i foråret. De står i supermarkeders indgang, i plastpotter, har måske plastsvøb omkring sig med farvetryk. Produkterne kommer ofte fra industridrivhuse i Holland og Danmark. Der er brugt energi på opvarmning, pakning, transport og masser af plastik osv. Alt i alt ikke specielt miljøvenligt eller bæredygtigt. Det kan gøres anderledes.

Det er supernemt at drive sine egne blomsterløg. Det eneste du skal huske, start i efteråret. Det er billigere og godt for vores globale miljø.

Blomsterløg behøver ikke kun at blive plantet i havejorden. Plant dem i lerpotter eller andre genbrugsbeholdere. Jeg plejer at bruge ’Genbrugs sphagnum’ fra mine brugte plantesække fra sommerens tomatdyrkning. Jeg blander sphagnum med havejord 1:1

Læg løgene efter princippet, at blomsterløget lægges med ca. dobbelt så meget jord over sig, som det er stort. I små potter er dette svært, men det er ikke så vigtigt. Blomsterløg, som er specielt velegnet til krukker og beholdere:

Påskeliljer

Pinseliljer

Tulipaner

Vibeæg

Krokus

Stil lerpotterne i drivhuset vinteren over. I løbet af vinteren gennemgår blomsterløgene den naturlige kuldeperiode, som skal til for, at blomstringen kan komme i gang. Til foråret kan potterne løbende tages ind i stuens varme i det tempo, du ønsker friske blomster i stuen. Det er også en mulighed at stille de naturligt drevne potter på terrassen, altanen i takt med, at de naturligt begynder at blomstre. Hvis du ikke du har et drivhus, så stil potterne tæt op af husmuren, gerne overdækket med fiberdug eller andet, som kan beskytte mod direkte kulde.

Personligt kan jeg bedre lide denne bæredygtige naturlige måde at drive forårsløg på. Det er nemt, og måske sætter man også en smule mere pris på blomstringen. Når løget er afblomstret, skal du gemme løget og grave det ned i haven, når jorden er frostfri. Lad endelig være med at smide det ud. Det kan bruges år efter år.

Kærlig Hilsen

Spirekassens gartner

Christine

08-09-2018 10:12