Dyrkning Agurk

Dyrkning Agurk

Hvis tomater er drivhusets lastbil, så er agurker drivhusets Formel 1. Læs hvorfor..

Tomater stopper med at sætte frugter ved 28 grader, og agurken begynder først for alvor at bestille noget ved den temperatur og højere, så tomat og agurk i samme drivhus bliver et kompromis, tomaten vinder, så maks 28 grader.

Småplanter

De fleste køber nok småplanter, men hvis man selv vil så er det 3 uger før udplantning, og temperaturen under spiring skal være omkring 20 grader. Efter fremspiring må temperaturen helst ikke komme under 15 grader, og de tåler ikke direkte sol i begyndelsen.

Christine fra Spirekassen siger, at udplantning direkte i drivhuset sker omkring grundlovsdag, forkultiveres der inde skal der sås i den første uge i maj, med et frø i hver potte og kun lidt jord over frøet.

Plantning

Tomater skal plantes dybt, så de nederste ca. 10 cm af stænglen slår rødder – det skal agurker også, men det er noget, der diskuteres. Problemet er, at agurker er mere følsomme over for jordbårne svampesygdomme, så hvis der har været dyrket i jorden/spagnum før, så plant så overfladen af potteklumpen passer med jorden. Er alt rent, så plant i et dybere hul, så de nederste ca. 10 cm af stænglen bliver dækket, men vent 2-3 uger med at dække.

Temperaturer

Selv om agurk gror bedst ved 28 – 30 grader, så får man flest agurker hvis temperaturen om dagen er 20-22 grader og 18-19 om natten – det kommer vist af sig selv. Jordtemperaturen må helst ikke komme under 15 grader.

Lys

Voksne agurkplanter kan tåle fuld sol, og kvitterer for det. Plant dem mod syd i drivhuset, så de skygger lidt for tomater og andet.

Pasning

Agurker gror ret voldsomt, hvis de ikke bliver beskåret. Som med tomater, så er det en balance mellem vækst af skud eller agurker, hvis planter får lov til at sætte en masse agurker, vil de tage al kraften, og den videre vækst vil gå i stå.

Agurker danner han- og hunblomster, hanblomsterne fjernes med det samme, hunblomsterne kendes ved, at der allerede er dannet en lille agurk under blomsten. Nogle F1-hybrider danner kun hunblomster, og det er jo nemmere.

De første agurker dannes på hovedstammen, og det er fristende at lade dem sidde, men de skal fjernes. Det mest brugte system er, at fjerne alle blomster på hovedstammen og lade hvert andet sideskud sidde, men beskære det over 2 blade. Hovedstammen toppes i ca. 2 meters højde, og så er det tid at fjerne alle blade og skud på den nederste halve meter for at skabe bedre luftcirkulation. Derefter dannes der agurker på sideskuddene, og på sideskuddenes sideskud, og det hele ende i en rodet affære, men det giver agurker.

Et andet system er at føre hovedstammen op uden sideskud, toppe den og lade de 2 øverste sideskud hænge ned og danne agurker.

Strengt taget kommer det sig ikke så nøje, plant 2 agurker og en ekstra. Den ekstra skal beskæres for sideskud og skal kun danne agurker på stammen, det bliver de tidligste agurker. Det ødelægger den ekstra plante, så når de andre begynder at bære, fjernes den og kan erstattes med f eks tomat.

Sygdomme og skadedyr

Den vigtigste sygdom er meldug, bladene bliver som pudret med mel, gulner og visner. Svampen kan kun leve på levende plante, i dette tilfælde agurk, og andre svampe gror inde i planter, men denne gror udenpå. Den kan bekæmpes ved at sprøjte med en tynd opløsning af gødning, der så svider svampen når den tørrer. Den svider også bladet, hvis opløsningen er for stærk, så man må prøve sig frem, start med kvart dosering af det, man vander med, og et enkelt blad. Drivhuse er forskellige, så det, der virker i et, virker måske ikke i et andet. Oprindeligt er opskriften bagepulver, og tilsat lidt rapsolie, og udviklet mod meldug i julestjerne af min gode kollega Margery Daughtrey, New York.

Det vigtigste skadedyr er spindemider, sprøjt med rent vand i en forstøver så tit, du kan, det er især undersiden af bladene, der skal rammes. Man kan udsætte rovinsekter, og det hjælper også. For det meste er spindemider noget, man må leve med.

Læs mere på Plantevejledning her graver vi dybt i spændende emner til glæde for dig.

Se agurkefrø HER

Hilsen

Spirekassens Gartner

Bent

 

09-03-2019 11:07