Forspiring af blomster

Forspiring af blomster

Hvilke blomsterfrø skal forspires og hvilke skal ikke? Det er et spørgsmål jeg ofte får stillet.

Dyrkning af egne blomster til bierne, skærehaven og meget andet er afsindigt populært i år. Der er virkelig mange skønne blomster som du kan dyrke selv.  Spørgsmålet opstår hurtigt, men hvilke kan sås dirkete på friland og hvilke typer skal forspires i vindueskarmen?

Grundregel for forspiring

En grundregel er der maximalt må komme 3 gange jordlag oven på frøet i forhold til frøets størrelse. Forvirret? Hvis frøet er 0,5 cm i diameter, må der komme 1,5 cm jord oven på det.  Dette gælder måde på friland og ved forspiring.

Direkte på friland

De nedenstående arter behøver ingen forspring. Dog vælger nogle at gøre det alligevel for at få en tidlig blomstring. Eksempelvis ved at både forspirer et hold og så et andet hold på friland. Dette vil forlængere blomstringsperioden en del.

Fra sidste uge af april eller så snart den sidste frost er overstået kan du så Zinnia, morgenfrue, Gulerodsblomst, Cosmos, Kornblomst, Tagetes, Asters.

Forspring i vindueskarmen

Man kan ofte have stor fordel af at forspire flere typer af blomsterfrø i vindueskarmen. Planterne kommer "hurtigere fra start". De bliver kraftigere og blomstre hurtigere. Brug "Så og priklemuld" til forspiringen da denne muld er tilpasset det spirende frøs behov. Hvis frøene har en størrelse, hvor du kan så dem enkeltvis er dette værd at fortrække herefter overdæk spirebakken klar plast eller fiberdug.

De langsomst voksende arter skal forspires tidligst. Her kan jeg nævne Rudbeckia hirta ”Cherry Brandy” og ”Sahara” vokser meget langsomt og skal forspires allerede fra 1. marts. Du kan også med fordel forspire Lathyrus odoratus altså ærteblomsterne tidligt. 

Blomsterfrø, som med fordel bør forspires fra slutningen af marts og i starten af april: Løvemund, Levkøj, Phlox, Valmue, Digitalis, Statice, Evighedsblomster, Tallerkensmækker og Tobaksblomst.

Det optimale er, at du stiller spirebakken i din vindueskarm hvor der er varme og lys. Den bedste spiretemperatur er mellem 20 til 25 grader. Når de første små kimblade er kommet frem, fjernes plastikket/fiberdugen. Det er vigtigt, at planterne får mest muligt sollys. Placer nu din spirekasse i det vindue hvor planterne får mest muligt lys uden der bliver for varmt. Hvis planterne får for lidt lys, bliver de for lange og for spinkle.

Hvis du har bredsået eller bare sået meget tæt, skal du prikle dem ud enkeltvis når planten typisk har fået et sæt løvblade(voksenblade). I løbet maj måned når der er fuldstændigt frostfrit kan du begynde at vende planterne til udelivet. I første omgang kan du lade planterne få et par timer på friland og ved dem langsomt til at være ude hele døgnet over et par uger. Herefter kan de udplantes på friland. Der står bag på frøposen, hvor langt der skal være mellem hver plante. Vand dem godt efter de er plantet på voksestedet. En god idé er at give dem fiberdug på om natten til rødderne har fået godt fat i jorden.  Herefter er det bare at vente på et skønt blomsterhav. Hvis du ønsker tættere planter med flere blomsterknopper, kan du knibe topskuddet af. Mere om dette senere. 

Billede til dette opslag er udlånt af @plante_liv

Se de skønne blomsterfrø HER

Kærlig Hilsen

Spirekassens Gartner

Christine

28-02-2019 13:13